LEGO® House afslører dette års eksklusive sæt: LEGO® Fabuland® Tribute
Årets eksklusive LEGO House sæt fejrer LEGO Fabuland, der var i LEGO Koncernens produktportefølje fra 1979 til 1989. Fabuland var for sin tid banebrydende fordi serien kombinerede LEGO klodsens mange muligheder med kreativ historiefortælling.
20. februar 2025: Siden åbningen af LEGO House har det været vigtigt for oplevelseshuset i Billund at udvikle eksklusive produkter, som kun kan fås i LEGO House, og som gør besøget endnu mere unikt og mindeværdigt. I dag afslører LEGO House deres sjette Special Edition sæt, der i år er et hyldestsæt til det ikoniske LEGO Fabuland. Sættet kan købes i LEGO House fra den 1. marts.
LEGO Fabuland Tribute sættet (40506) er designet af LEGO House’s egen Master Builder, Stuart Harris og LEGO Senior Designer, Markus Rollbühler i samarbejde med historikerteamet fra LEGO Idea House. Sættet inkluderer blandt andet de ikoniske karakterer Edvard Elefant, Karlo Krage, Line Lam og Kalle Krokodille fra den originale produktlinje fra 1980’erne – som nu er blevet genskabt efter mere moderne LEGO designprincipper.
"Det er altid et af årets højdepunkter for mig at se, hvad Stuart og teamet har skabt som årets eksklusive LEGO House produkt. Årets sæt er en fejring af Fabuland og historierne omkring serien. Ideen bag de eksklusive LEGO House sæt er netop at hylde de mest ikoniske LEGO øjeblikke, og her spiller historiefortælling en central rolle. Personligt legede jeg selv meget med de oprindelige Fabuland sæt, så jeg bliver både ramt af nostalgi og glæde, når jeg nu ser mine barndomsminder komme til live igen,” fortæller siger Kathrine Kirk Muff, administrerende direktør i LEGO House.
LEGO® Fabuland® Tribute er det sjette i rækken af LEGO House’s Special Edition sæt. Det første sæt var The Wooden Duck, efterfulgt af The Brick Moulding Machine, Dagny Holm – Master Builder, A Minifigure Tribute og sidste år LEGO Building Systems.
De særlige sæt kan kun købes ét sted i hele verden – og det er i LEGO Store i LEGO House i Billund, som en del af den unikke oplevelse for fans, der besøger huset.
Historien om LEGO® Fabuland
LEGO Fabuland blev introduceret i 1979 som en helt ny type af LEGO sæt. Fabuland var den første produktlinje, der kombinerede LEGO System i Leg med kreativ historiefortælling.
Som med andre LEGO sæt, fulgte der byggevejledninger med til Fabuland sættene, men vejledningerne indeholdt også en kort historie, hvor karaktererne blev vist, mens de byggede sættet – og selvfølgelig havde det sjovt undervejs.
Derfor er byggevejledningerne til årets eksklusive sæt selvfølgelig ingen undtagelse og indeholder illustrationer som en del af vejledningen – skabt ud fra de originale tegninger fra LEGO House’s Associate Master Builder, Didac Perez. Der er en separat byggevejledning til hver karakter, så de fire karakterer kan bygges én ad gangen – enten alene eller sammen med venner eller familie.
Fabuland var i produktion i et årti frem til 1989 – og nu genoplives serien altså i en begrænset periode med dette års eksklusive sæt, der netop hylder historiefortællingen via de ikoniske Fabuland karakterer.
"Fabuland har en særlig plads i mit hjerte. Jeg har tilbragt så meget tid i vores historiske samling og produktarkiv, og jeg har altid været fascineret af serien. Man kan virkelig se den indflydelse, serien havde på de historiefortællinger, der senere blev en del af LEGO Koncernens serier, såsom LEGO® NINJAGO®, LEGO® Friends og LEGO® Bionicle®. Derfor har det også været en stor ære at genopfinde hver karakter og udvikle de historier, der følger med i det nye eksklusive sæt,” siger Stuart Harris, Master Builder i LEGO House.
Det nye eksklusive sæt LEGO Fabuland Tribute (40506) kan købes fra den 1. marts 2025 i LEGO Store i LEGO House i Billund.
Fakta om LEGO® Fabuland Tribute sættet:
- LEGO Fabuland Tribute er det sjette produkt i serien af særlige LEGO House sæt.
- Sættet vil blive solgt til en pris af 649 DKK.
- Karaktererne inkluderer Edvard Elefant, Karlo Krage, Line Lam og Kalle Krokodille.
- Sættet kan købes fra den 1. marts 2025.
- Sættet sælges udelukkende i butikken i LEGO House.
- Sættet indeholder 1026 elementer.
- Sættet er egnet fra 10 år og opefter.
- Sættet hylder historiefortællingens magi, som Fabuland var det første LEGO sæt til at introducere. De ikoniske karakterer har hver deres baggrundshistorie, som over en periode blev udfoldet på tværs af forskellige medier som animerede tv-serier, bøger, tegneserier m.m.
Fakta om LEGO® Fabuland:
- LEGO Fabuland blev introduceret i 1979 og blev udfaset efter et årti i 1989.
- I alt blev der lanceret 99 LEGO Fabuland sæt fra 1979 til 1989.
- Fra 1979 til 1987 havde Fabuland universet ingen hovedperson, men da den animerede tv-serie "Edward and Friends", baseret på karaktererne og historierne, blev lanceret i 1987, blev Edward Elephant hovedpersonen.
- Fabuland var den første LEGO serie, der direkte opfordrede til historiefortælling og var også den første serie, der blev udvidet til licenserede produkter som bøger, tøj, tilbehør osv.
- Borgmesteren i Fabuland var Lionel Lion.
- Indbyggerne i Fabuland havde alle deres egne navne, unikke personligheder, tilbehør og nogle endda tøj, der afspejlede deres job i seriens finurlige verden.
- Karakterernes navne kunne variere fra land til land. For eksempel var Edvard Elefant kendt som Fanfan, Ollie eller Eduardo i visse lande.
Eksklusive LEGO House sæt:
- 2025: LEGO Fabuland Tribute sættet (40506) - sættet kan købes i LEGO House fra d. 1. marts
- 2024: Building Systems (40505) – sættet kan stadig købes i LEGO House
- 2023: A Minifigure Tribute (40504) – sættet kan stadig købes i LEGO House
- 2022: Dagny Holm – Master Builder (40503) – sættet er udsolgt
- 2021: The Brick Moulding Machine (40502) - sættet er udsolgt
- 2020: The Wooden Duck (40501) – sættet kan stadig købes i LEGO House