Presse-AFOL-Masterpiece-Gallery

Udstilling af 15 af verdens dygtigste LEGO byggere

950.000 voksne LEGO® fans verden over går under navnet AFOLs – Adult fans of LEGO. Nu inviterer LEGO House 15 af de dygtigste til at udstille i Masterpiece Gallery i Billund.

15 kunstnere fra blandt andet Asien, Europa og Nordamerika er kommet til Billund, hvor deres LEGO værker bygges og udstilles i LEGO House. Hele øverste etage – det såkaldte Masterpiece Gallery – er dedikeret til netop denne flok af dygtige byggere, fordi deres kreationer skubber til opfattelsen af, hvad man kan bygge ud af LEGO klodser. En skrivemaskine, et koral-rev og en rustning er blot et par af eksemplerne.

Senior Designer i LEGO House, Stuart Harris har stået i spidsen af komiteen for udvælgelsen af modellerne: ”Kreativitet finder sted på alle niveauer uanset om man er barn eller voksen. Det der er så særligt ved de voksne fans er, at de tager LEGO konstruktionen til et helt nyt niveau og bliver ved med at være kreative. De bygger ting, som selv vi professionelle LEGO designere er dybt imponerede over. Personligt er jeg virkelig fan af, når man genanvender klodser på helt nye måder. En af vores udstillere bruger f.eks. droide-arme til at skabe koralrev.”

De 15 LEGO udstillere transporterer selv deres til tider skrøbelige modeller til Billund, og er selv med til at installere dem i udstillingsmontrene, så de står præcis, som tænkt hjemme ved skrivebordet.

Administrerende direktør i LEGO House Jesper Vilstrup fortæller, at arbejdet med de voksne fans er en vigtig inspirationskilde: ”I LEGO House er vi sat i verden for at understøtte kreativitet og skaberkraft og ved at vise disse virkelig imponerende byg, så inspirerer vi både børn og voksne til at gå hjem og finde deres LEGO klodser frem og bygge igen. Og gerne i stor skala. Med denne udstilling viser vi, at man i princippet kan bygge alt ud af LEGO klodser, hvis bare man tilsætter en stor portion fantasi. Og ihærdighed.”

600 fans til åbningsdagen

Torsdag 26. september kommer 600 LEGO fans til LEGO House, og her skal den nye udstilling i Masterpiece Gallery virkelig stå sin prøve. Stuart Harris siger:
”Både udstillerne og vi ansatte er spændte, når de 600 fans ankommer. Her bliver de nye modeller sat på den endelige prøve, når de bliver vurderet af andre dygtige byggere. Men når man ser på dette års modeller, så burde ingen være nervøse, da niveauet er utrolig højt”.

Udstillere

Eero Okkonen, Finland
Marion Weintraut, Tyskland
Matthew Goldberg, USA
Milan Sekiz, Serbien
Paul Hetherington, Canada
Ryan van Duzor, USA
Simon Hundsbichler, Østrig
Stephen Gofers, Holland
Sven Franic, Kroatien
Jason Allemann & Kristal Dubois, Canada
Timofey Tkachev, Rusland
Caroline Mockett, Storbritannien
ZiO Chao, Taiwan
Hsinwei Chi, Taiwan

Udstillingen i Masterpiece Gallery er tilgængelig for offentligheden fra 27. september, 2019.