UPOs over NYC og i LEGO® House
- Onsdag den 22. maj blev otte UPOer (Unidentified Playing Objects) observeret over New York. Heldigvis er der ingen grund til bekymring – deres mission var at sprede glæden ved at lege og være kreativ
- UPOerne er udtænkt af otte børn fra flere lande og virkeliggjort som LEGO® modeller af LEGO® House Master Builder, Dídac Pérez Soriano
- Netop nu kan de otte kreative UPO LEGO modeller opleves i forbindelse med den fascinerende rumudstilling i LEGO House
LEGO® House, 23. maj 2024: Forestil dig, at din egen og syv andre fantastiske og opfindsomme LEGO kreationer flyver højt over New Yorks skyskrabere i et forrygende drone-show. Dagen efter kan du opleve din kreation som en del af en udstilling i LEGO House – den ultimative LEGO destination midt i Billund. Det er præcis det, som Sebastian på ti år fra Herning oplever i denne uge sammen med syv andre børn fra lige så mange lande.
LEGO Koncernen inviterede tidligere på året unge LEGO fans fra hele verden til at tegne en UPO – et Unidentified Playing Object, eller på dansk, Uidentificeret Legende Objekt – der skulle kunne flyve dem ud til fantastiske oplevelser i rummet. Blandt de mange kreative tegninger, der blev indsendt, valgte en jury otte tegninger, der derefter blev genskabt som rigtige LEGO modeller af Dídac, der er LEGO House Master Builder.
Otte UPOer spottet over New York
UPO-udfordringen nåede sit højdepunkt i denne uge, da alle otte UPOer i går aftes indtog New Yorks skyline (onsdag den 22. maj) i en spektakulær droneopvisning for øjnene af tusindvis af måbende newyorkere. Formålet med begivenheden var at inspirere morgendagens kreative byggere og demonstrere vigtigheden af fantasi og leg som en vej til at lære noget nyt om vores verden.
Konceptet Læring gennem Leg har været kernen i LEGO House's mission siden åbningen i 2017 og udgangspunktet for alle aktiviteter i huset – noget som huset altså valgte at dele med newyorkerne og resten af verden for en enkelt inspirerende aften.
Sebastians UPO var med i New York
Sebastian fra Herning er ti år gammel og kæmpefan af LEGO klodser. Han elsker at bygge med LEGO modeller eller mødes med venner online i LEGO Fortnite-universet. Sebastian blev inspireret til sin UPO ved at følge den danske astronaut, Andreas Mogensen, som tilbragte seks måneder i rummet bl.a. som kommandør på Den Internationale Rumstation.
Sebastians rumfartøj har form som en stråhat med rensdyrgevir som vinger, og indeni er hans UPO indrettet med et avanceret computerrum, et gamerrum og et sted, hvor man kan spise og sove. Sebastians UPO er desuden udstyret med en stor raketmotor, så han kan suse rundt til andre planeter for at opdage rumvæsener, han kan blive venner med.
"Min superhurtige UPO skal flyve mig til uudforskede planeter, hvor jeg kan bygge en ny by til mig og mine rumvæsen-venner. Sammen med mine nye venner vil jeg udforske planeterne og finde seje sten og mineraler, som jeg kan tage med tilbage til Jorden og vise til mine klassekammerater," siger Sebastian om sin UPO.
Det har været en ære for LEGO House Master Builder, Dídac Pérez Soriano, at få muligheden for at genfortolke de otte børns ideer som virkelige, fysiske LEGO modeller.
"Det her projekt har været en hyldest til børns fantasifulde og legende tilgang til rumforskning. Jeg er fuldstændig blæst bagover af, hvordan leg kan fremkalde nye ideer og formidle værdifuld viden om vores verden og universet. I LEGO House har vi en dyb tro på værdien af læring gennem leg, og det har været en absolut fornøjelse at bygge de otte UPOer som rigtige LEGO modeller og genfortolke de mest vidunderligt kreative ideer. Børns grænseløse kreativitet vil altid imponere mig! I går aftes oplyste disse modeller New Yorks skyline i et droneshow – og i dag er de udstillet i LEGO House på LEGO Square," siger Dídac Pérez Soriano, LEGO House Master Builder.
Alle otte UPO-modeller er nu en del af den populære rumudstilling i LEGO House, der er åben indtil 17. juni 2024.
Rumudstilling i LEGO House
Besøgende kan lige nu fordybe sig i universet på den aktuelle udstilling i LEGO House og lære mere om det uendelige rum i kreative udstillinger, der udelukkende er skabt med LEGO klodser. Udstillingerne er resultatet af et samarbejde mellem LEGO House og DTU, Danmarks Tekniske Universitet. Her er innovative mosaikker, der forklarer videnskabelige spørgsmål og sender dig på en rejse gennem kosmos, alt imens du oplever magien via en kreativ kombination af LEGO klodser og videnskabelig udforskning.
Når du har udforsket universets gåder i udstillingen, fortsætter rumeventyret i LEGO House’s Oplevelseszoner og Creative Lab. Her kan du bl.a. kaste dig ud i den spændende opgave at bygge dit eget rumfartøj. Med masser af klodser til rådighed er alt, hvad du skal bruge, din egen grænseløse fantasi og kreativitet.
Fakta om UPO-arrangementet i LEGO House:
- UPO-arrangementet er et samarbejde mellem LEGO Koncernen og LEGO House, Home of the Brick.
- Børn fra hele verden har indsendt tegninger af deres idé om en UPO (Dansk: Uidentificeret Legende Objekt), der kan sende dem på opdagelsesrejse i rummet.
- Otte udvalgte bidrag er blevet genskabt som LEGO modeller af LEGO House Master Builder, Dídac Pérez Soriano, og udstillet i LEGO House indtil den 17. juni 2024.
- 22. maj gav alle otte UPOer en opvisning på New Yorks skyline i et imponerende droneshow.
- Billeder og b-roll fra drone-show i New York den 22. maj kan downloades HER.
Fakta om rumudstillingen i LEGO House:
- Rumudstillingen i LEGO House kan udforskes frem til 17. juni 2024.
- Rumudstillingen er placeret på LEGO Square, hvor der er gratis adgang.
- Udstillingen er blevet til i samarbejde med DTU, Danmarks Tekniske Universitet, og inkluderer blandt andet fire mosaikker med fascinerende fakta om universet og rumforskning.
- Rumtemaet breder sig ud over flere af husets Oplevelseszoner – for eksempel i Story Lab, Tree of Creativity, World Explorer og Creative Lab. Sidstnævnte giver LEGO fans, venner og familier mulighed for at bygge deres egne rumfartøjer.
- For åbningstider og billetreservationer, besøg venligst: https://legohouse.com/da-dk/planlaeg-besoget/
Brutto interview med Sebastian Mikkelsen, 10 år, Herning, Danmark
Sebastian er en af de otte heldige, hvis UPO er blevet bygget som en rigtig LEGO model af LEGO House Master Builder, Dídac Pérez Soriano.
Sebastians UPO er nu udstillet i LEGO House i Billund og var desuden blandt de otte UPOer, der oplyste New Yorks skyline i går aftes (onsdag den 22. maj) i en spektakulær droneopvisning set af tusindvis af newyorkere.
Bemærk: Det følgende brutto interview kan bruges helt eller delvist til redaktionelle formål. Redaktører må redigere interviewet for at forkorte det, men skal sikre, at svarenes oprindelige betydning bevares.
LEGO House: Beskriv din reaktion, da du fandt ud af, at din kreation var udvalgt til et LEGO droneshow over New York?
Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at jeg skulle være ’LEGO Space Ambassadør’. Jeg kunne ikke holde op med at hoppe rundt og danse, og jeg kunne slet ikke stoppe med at smile!
Jeg er meget stolt over at blive udvalgt, og jeg kan ikke vente med at se mit rumfartøj i droneopvisningen over New York! LEGO klodser er mit yndlingslegetøj, så det her er som en drøm, der går i opfyldelse.
LEGO House: Kan du beskrive dit rumfartøj?
Rumfartøjet er formet som en stråhat med rensdyrgevir som vinger. Man går ind i rumfartøjet ved at gå gennem døren i stråhatten. Under hatten er der en kæmpe raketmotor, der er ekstremt kraftfuld.
Jeg vil gerne rejse ud i rummet i en stråhat, fordi det ville være en sjov oplevelse. Rumfartøjet er fuldt af overraskelser – blandt andet et højteknologisk computerrum, et sted at sove og spise og et gamerrum. Mit rumfartøj er meget hurtigt og robust.
LEGO House: Vil du gerne rejse ud i rummet engang i fremtiden?
Jeg ville elske at rejse ud i rummet en gang i fremtiden – det ville være så fedt at blive den næste danske astronaut.
LEGO House: Hvad ville du tage dig til i rummet, hvis du kunne rejse derud?
Jeg vil så gerne være den næste danske astronaut! Jeg vil virkelig gerne udforske nogle af planeterne i vores solsystem, især Jupiter og Mars. Jeg ville tage ting som sten, luftarter og mineraler (fra planeterne) med hjem til jorden og vise dem til mine klassekammerater. Måske kan vi bruge dem til at udvikle nye ting, der kan hjælpe os på jorden. Det kunne være nye former for energi og bedre elektricitet.
Jeg vil også finde nye planeter og liv og rejse til andre solsystemer. Det ville være så sjovt at møde rumvæsener.
Jeg vil virkelig gerne bygge en ny by i rummet på en af de planeter, der endnu ikke er blevet opdaget. Jeg tror, det kunne være virkelig cool for rumvæsener at have et nyt sted at bo.
LEGO House: Hvad tror du, der er derude i rummet?
Jeg ved, at der er otte planeter i vores solsystem, for jeg har en plakat med planeterne på mit værelse. Jeg tror, at der er så mange andre planeter, der endnu ikke er blevet opdaget, og jeg vil gerne rejse til dem alle.
Jeg tror helt sikkert, at der er rumvæsener derude, og jeg synes, det ville være så sjovt at møde og tale med dem, men de taler nok et andet sprog end mig.
LEGO House: Hvordan tror du, det ville være at bo på en anden planet?
Jeg tror, det ville være svært at bo på en anden planet, fordi vi ikke har de samme ressourcer, som vi har på jorden. Det ville også være meget sværere at bygge ting i rummet, og jeg kan ikke trække vejret som på jorden, medmindre jeg havde en rumdragt på, selvfølgelig.
Jeg ville helt sikkert også savne mine venner og familie, hvis jeg boede på en anden planet, men forhåbentlig, når jeg bygger min by, kan jeg tage dem med derop.
LEGO House: Bygger du med LEGO klodser – og hvad kan du lide ved at bygge?
Mit yndlingslegetøj er LEGO klodser, og jeg har mange sæt stående fremme på mit værelse. Jeg fik mit første LEGO Duplo-sæt, da jeg var omkring to år gammel, og lige siden har jeg brugt mine lommepenge til at købe endnu flere LEGO sæt.
Jeg har også plaget mine forældre om for få et sæsonkort til LEGOLAND i Billund. Jeg elsker forlystelserne – især Dragen og Ninjago-rutsjebanen.
LEGO House: Hvad er tre ting, du kan lide at lave, når du skal have det sjovt?
Jeg kan lide at være kreativ med LEGO sæt. Jeg kan også godt lide at spille forskellige videospil (som Fortnite / LEGO Fortnite og Roblox). Jeg spiller også trommer og øver breakdance og karate.