Nyåbnet LEGO® House er en hyldest til den kreative leg

LEGO® House er en hyldest til den kreative leg

Et hus på 12.000 m2 fyldt med 25 millioner LEGO® klodser har i dag slået dørene op til et helt nyt kreativt univers. Børn og kreative sjæle i alle aldre kan nu få den ultimative LEGO oplevelse året rundt i det nye LEGO House i Billund, Danmark.

Det har taget fire år at opføre den mest unikke LEGO oplevelse i hele verden; LEGO House. LEGO House, der ligger i Billund, Danmark, hvor den ikoniske LEGO klods blev opfundet, åbnede i dag ved en stor begivenhed, hvor H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Kronprinsessen samt H.K.H. Prins Christian, H.K.H. Prinsesse Isabella, H.K.H. Prins Vincent og H.K.H. Prinsesse Josephine deltog.

LEGO ejer Kjeld Kirk Kristiansen ser huset som et sted, hvor LEGO fans i alle aldre kan få fantastisk indsigt i alt, hvad LEGO legen kan.

”Det har været en drøm for mig i mange år at skabe et sted, som giver vores gæster den ultimative LEGO oplevelse. Med LEGO House vil vi fejre kreativitet og den styrke, der er i læring gennem legen. Leg udvikler helt nødvendige kompetencer, som børn har behov for – såsom kreativitet, samarbejde og evnen til at løse problemer,” siger 3. generations LEGO ejer Kjeld Kirk Kristiansen, og tilføjer:
“Kernen i alle LEGO oplevelser – fra æskerne med LEGO klodser, som børn har derhjemme, til det helt fantastiske LEGO House, som vi åbner i dag – er den unikke og tidløse LEGO klods. Med LEGO klodser kan man udtrykke sig kreativt og skabe alt, man kan forestille sig. Mulighederne er uendelige, og intet andet sted i verden kan man opleve det på samme måde som i LEGO House.”

Hjertet i LEGO House er Oplevelseszonerne, der består af to udstillingsområder og fire legeområder, hvor man som gæst kan udfolde sin kreativitet på forskellige måder. Zonerne er baseret på fire forskellige farver, der hver især symboliserer et særligt aspekt ved leg og læring. Rød for kreativitet. Blå for det kognitive, Grøn for det sociale og Gul for det emotionelle.

”Alle aktiviteter i huset er tænkt i forhold til vores LEGO filosofi om, at læring gennem leg fremmer nytænkning og kreativitet. Leg gennemsyrer LEGO Koncernens DNA, og det bliver virkelig bragt til live i LEGO House. Alt fra oplevelseszoner og udendørsområder til vores restaurantkoncepter er bygget op omkring leg og kreativitet, så uanset hvad du foretager dig i LEGO House kan du ikke undgå at komme til at lege,” siger Jesper Vilstrup, direktør for LEGO House.

Kongelig indvielse
H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Kronprinsessen var blandt de 375 gæster, som deltog i den officielle åbning af LEGO House. Kronprinsessen lagde i sin tale vægt på betydningen af leg:
”Det har været en stor glæde at være med til at åbne LEGO House i dag. Når børn leger, udvikler de sig - de bruger deres kreativitet og deres sociale færdigheder. Vi har alle brug for at lege, og det nye hus giver nogle fantastiske rammer for at udforske leg.”

Hvis man ønsker at besøge LEGO House, er det nødvendigt at booke besøget på forhånd via LEGO House’ hjemmeside på grund af begrænset plads. På denne måde sikres, at alle besøgende få det maksimale ud af deres besøg og ikke skal opleve lange køer og overfyldte oplevelseszoner.

  • LEGO House er tegnet af arkitektfirmaet BIG (Bjarke Ingels Group) og består af 21 hvide klodser stablet oven på hinanden. Facaden er dækket af tegl, som giver illusionen af, at hele bygningen er bygget af LEGO klodser.
  • Bygningen er 12.000 m2. I stueetagen møder man tre restauranter, en LEGO butik, et konferencerum og det 2.000 m2 store LEGO Square.
  • Oplevelseszonerne gemmer på fire farvede legeområder, et stort galleri med LEGO kreationer bygget af fans og en stor udstilling om LEGO varemærkets udvikling - heriblandt 200 af de mest ikoniske LEGO æsker.
  • Oplevelseszonerne er baseret på fire forskellige farver, der hver især repræsenterer et særligt aspekt ved leg og læring. Rød er kreativitet. Blå er det kognitive, Grøn er det sociale og Gul det emotionelle. Hver farvet zone består af et antal aktiviteter, som engagerer gæsterne i leg.
  • De enorme klodser rummer, udover oplevelseszonerne, en overdækket offentlig plads samt en hel række forbundne udendørs terrasser og legepladser, som gæster kan udforske og nyde. Fra LEGO Square er der fri adgang til tre spisesteder og en stor LEGO butik.
  • Gæster, der ankommer med fly til Billund Lufthavn, bliver fra landjorden budt velkommen af otte lyssøjler fra den gigantiske LEGO klods på toppen af LEGO House, som repræsenterer de otte knopper på en 2x4 LEGO klods.
  • LEGO House forventer 250.000 betalende gæster om året. Gæsterne forventes at komme fra hele verden – hovedsageligt familier, men også skolebørn, LEGO-ansatte og AFOL’s (Adult Fans of LEGO).
  • Kombinationen af LEGO House og LEGOLAND® gør Billund til det eneste sted i hele verden, hvor besøgende kan få den ultimative LEGO oplevelse. 

Læs mere om at besøge LEGO House på www.LEGOHouse.com 

For yderligere information kontakt gerne:
Trine Nissen
Senior Communications & PR manager, LEGO House.
+45 29 44 69 39
trine.nissen@LEGO.com