Åbningen af LEGO House

LEGO® House åbner 28. september

LEGO® House er et unikt oplevelseshus placeret midt i Billund – klodsens hjemsted. Her vil LEGO fans i alle aldre kunne opleve magien i LEGO universet og få den ultimative LEGO oplevelse året rundt. Både børn og voksne vil møde en række nye LEGO oplevelser og et hav af LEGO klodser, hvor man kan slippe sin kreativitet løs.

Jesper Vilstrup, direktør for LEGO House forklarer: "LEGO House er en manifestation af selve LEGO idéen. Det bliver et fantastisk sted, hvor LEGO fans og deres familier og venner vil opleve – eller genopleve - legen i LEGO universet. Alle aktiviteter er tænkt i forhold til vores LEGO filosofi, hvor visionen er, at kreativ leg fremmer nytænkning. Med LEGO House kan vi helt konkret give gæsterne en mulighed for at stimulere både børn og voksnes kreativitet og læring."

LEGO House har både betalte og offentlige oplevelser. Uden billet kan man besøge LEGO Square, lege på terrasserne, gå på opdagelse i LEGO Butikken og få nogle helt særlige madoplevelser med et LEGO tvist i de tre spisesteder.

Hjertet i LEGO House er oplevelseszonerne, som består af fire farvede områder, et spektakulært Masterpiece Gallery, hvor fans udstiller deres imponerende kreationer og en History Collection, hvor man kan opleve virksomhedens og LEGO varemærkets udvikling gennem tiden. Vil man være sikker på at få adgang til oplevelseszonerne, skal man bestille billet på forhånd, når billetsalget åbner til juni.

Tegnet af BIG
LEGO House er tegnet af arkitektfirmaet BIG (Bjarke Ingels Group). Jesper Vilstrup siger:  “Bygningen i sig selv spejler, hvad LEGO leg og LEGO værdierne handler om. Den måde hvorpå LEGO klodsen er indarbejdet i selve arkitekturen er simpel men genial og visualiserer den systematiske kreativitet, som netop er grundtanken i al LEGO leg."

Når LEGO House åbner dørene, er det til en bygning, der består af 21 hvide klodser stablet oven på hinanden og kronet med en overdimensioneret 2x4 LEGO klods, den såkaldte Keystone. De enorme klodser skaber ikke kun rum til indendørsaktiviteter men også til en overdækket offentlig plads samt en hel række forbundne udendørs terrasser og legepladser, som gæster kan udforske og nyde.

Jesper Vilstrup siger:  "Det er ikke tilfældigt, at huset ligger her, hvor LEGO eventyret startede. Det har hele tiden været vores ønske, at LEGO House både bliver brugt af turister og borgere i Billund. Af samme grund er der fri adgang til det 2.000 m2 store bytorv midt i bygningen, som vi håber bliver et naturligt samlingssted for vores gæster.”

Opførelsen af bygningen begyndte i begyndelsen af 2014 og vil blive indviet ved en folkefest i Billund 28. september, 2017.

Fakta om LEGO House:

  • Bygningen består af 21 klodser, der balancerer på hinanden.
  • Bygningen bliver 12.000 m2. I stueetagen møder man tre restauranter, en LEGO butik, et præsentationsrum og den 2.000 m2 store LEGO Square. Oplevelseszonerne gemmer på fire farvede legeområder, et stort galleri med LEGO kreationer bygget af fans og en stor udstilling om LEGO varemærkets udvikling - heriblandt 500 af de mest ikoniske LEGO æsker produceret.
  • Klodsen på toppen af bygningen kaldes ”Keystone” og har præcis sammen dimension som en 2x4 LEGO klods.
  • Facaden er dækket af tegl, som giver illusionen af, at hele bygningen er bygget af LEGO klodser.
  • Der er brugt 1,900 ton stål i konstruktionen, hvilket er ganske betydeligt i sammenligning med andre bygninger. Årsagen er arkitektens ønske om at skabe et rum bestående af klodser uden bærende søjler.
  • Når gæsterne ankommer med fly til Billund Lufthavn, vil de fra landjorden blive budt velkommen af otte lyssøjler fra den gigantiske LEGO klods på toppen af LEGO House, som repræsenterer de otte knopper på en 2x4 LEGO klods.
  • Oplevelseszonerne er baseret på fire forskellige farver, der hver især repræsenterer et særligt aspekt ved leg og læring. Rød er kreativitet. Blå er kognition, Grøn er det sociale og Gul det emotionelle. Hver farvet zone består af et antal aktiviteter, som engagerer gæsterne i leg.
  • LEGO House forventer 250.000 betalende gæster indenfor det første år. Hertil forventes, at der også vil være gæster der ikke køber billet, men som udelukkende besøger den offentlige del af huset.
  • Gæster forventes at komme fra hele verden – hovedsageligt familier, men også skolebørn, LEGO ansatte og AFOLs (Adult Fans of LEGO).
  • Kombinationen af LEGO® House og LEGOLAND® vil gøre Billund til det eneste sted i hele verden, hvor besøgende kan få den ultimative LEGO oplevelse.