Verdens mest ikoniske LEGO model i LEGO House

Verdens mest ikoniske LEGO model i LEGO House

Det bliver et gigantisk træ, der kommer til at pryde det overdækkede torv i LEGO® House, når huset åbner 28. september i år.

I LEGO House i Billund er klatreudstyret i brug, da de lige nu er i gang med at installere en af verdens største LEGO modeller midt i LEGO Square. Et 15 meter højt træ bygget af seks millioner LEGO klodser og spækket med detaljer og overraskelser, så selv den allermest garvede LEGO entusiast ikke kan undgå at blive imponeret over kreativiteten i træet. Træet hedder ”Tree of Creativity”.

Direktør i LEGO House, Jesper Vilstrup, fortæller:  "Træet er imponerende i sig selv og viser virkelig, hvad dygtige modelbyggere kan konstruere, når de får til opgave at bygge det ypperste”

Modellen bliver placeret på stueetagen i LEGO House, hvor der er gratis adgang. De gæster, som vælger at købe en billet til LEGO oplevelserne i resten af huset kommer til at gå op rundt om træet, når de går på trappen til næste etage. Det betyder, at modellen kan betragtes fra alle vinkler, hvilket stiller store krav til konstruktionen.

Oprindeligt havde holdet bag modellen flere ideer til modeller, men i sidste ende var det træet, der vandt, fordi ideen var så stærk.

Jesper Vilstrup siger: ”Vi har designet et træ, som appellerer både til store og små uanset om du sætter pris på byggeriet, kunsten eller legetemaer - der er noget for alle. På grenene udspilles små lege-scenarier med udgangspunkt i de klassiske LEGO legetemaer gennem mange år. Samtidig er træet en metafor for LEGO Koncernen med reference til både trælegetøj og i øvrigt en virksomhed i vækst”.

Den unikke LEGO model er konstrueret af 6.316.611 standard LEGO klodser og tog ikke mindre end 24.350 timer at samle.

Fakta om Tree of Creativity

Højde: 15,68 meter
Antal LEGO klodser: 6.316.611
Totalvægt (inkl. metalskelet): 20 ton
Produktionstid: 24.350 timer
Installationstid: 1200 timer 

Hvad er LEGO House?

LEGO House er et unikt oplevelseshus, der er placeret midt i Billund – klodsens hjemsted. Her vil LEGO fans i alle aldre kunne opleve magien i LEGO universet og få den ultimative LEGO oplevelse året rundt. Både børn og voksne vil møde en række nye LEGO oplevelser og et hav af LEGO klodser, hvor man kan slippe sin kreativitet løs.

LEGO House har både betalte og offentlige oplevelser. Uden billet kan man besøge LEGO Square, lege på terrasserne, gå på opdagelse i LEGO Butikken og få nogle helt særlige madoplevelser med et LEGO tvist i de tre spisesteder. Billetsalget åbner i juni. Huset åbner 28. september, 2017.